INTRODUKTION TIL UDSTILLINGEN PÅ FUGLSANG KUNSTMUSEUM 11.6-30.8 2015

 

Udstillingen EGE-EKSPEDITIONER har i ord og billede de gamle danske egetræer som sit absolutte omdrejningspunkt. Blandt Danmarks træer indtager egetræet en helt særlig stilling; det bliver ældre end de fleste andre træer, og med sit ærværdige og maleriske udseende indgyder det respekt og taler til vores forestillingsverden.

Egetræet har altid været en del af vores kultur- og naturforståelse. Pga. mange eges høje alder har træet historien indlejret i sine årringe, og gennem folketroen er konkrete myter og enkeltpersoner blevet knyttet til egetræet. De gamle egetræer har været vidne til historiens gang og gennem deres fortællinger kan man således blive klogere på vores fælles kulturarv, vores landskab og vores egnshistorie.  

Gennem fire år har billedkunstner Ole Lejbach, født 1951 og forfatter Jens Blendstrup, født 1968 rejst landet rundt for at kortlægge Danmarks egetræer, både de kendte og de ukendte. Lejbach har med sin blyant minutiøst skildret og portrætteret det enkelte træ og Blendstrup har lagt øret til barken og skrevet nye historier.

Udstillingens tegninger er monumentale ved deres blotte størrelse og fremstår som et personligt og individuelt portræt af hver eg. Og de nye originale tekster er finurlige og moderne fortolkninger af de kulturhistoriske fortællinger, som egetræerne altid har været genstand for. Samlet bliver udstillingen således et Danmarksbillede, der med egetræet som bærer af en erindringskultur samler fortiden og nutiden. Resultatet er et gesamtkunstwerk, der på original vis forener kunst, litteratur og natur.

Fuglsang Kunstmuseum er naturskønt beliggende i umiddelbar nærhed af det berømte og fredede egekratlandskab Skejten, som følgelig også er det motiviske udgangspunkt for flere af udstillingens egetræer. EGE-EKSPEDITIONER kan derfor ses i relation til landskabskunst generelt og Skejten specifikt, som udgør en væsentlig motivgruppe i museets samlinger. Det har derfor været nærliggende for museet i både billede og ord at invitere egetræet indenfor.