Lejbach & Blendstrup

EGE-EKSPEDITIONER

 

”Her er en eg. Her er en vej. Her er et job. Her er et liv.  Her er en eftertid.

Her er en start. Her er en slutning. Her er en sol. Her er et glas med vand.

Jeg har set verden fortynde.” CITAT FRA BOGEN

 

Forfatteren Jens Blendstrup har sammen med billedkunstneren Ole Lejbach trådt nye veje med bogen ”EGE-EKSPEDITIONER”.

   ”Det var Ole der startede,” siger Jens Blendstrup. ”Han kimede mig ned, og sendte meterstore tegninger af egetræer. Han indfandt sig i min have i trækostume!”

    Snart blev forfatteren også selv smittet, de rejste land og rige rundt, og modtog efterretninger fra nær og fjern, om særlige ege de måtte huske at få med, og nu har de lavet bogen om Danmarks ege in persona.

    Her er  terroristegen, den grædende eg, brandstifteregen og Jesus sidste discipel og af de mere kendte naturligvis Kong Hans’ eg og Peter Lieps skydeeg, som er bred og hul, fordi den gamle skytte skulle have et sted at gemme sin gigantiske krofattermave.

     ”Vi flyttede simpelthen ind i egene, for at høre hvad de havde at sige,” siger Jens Blendstrup, ”og derfra var det egentlig ret ligetil. Det måtte ikke blive tørt (så dør egen), det måtte ikke blive forudsigeligt (så dør forfatteren), og det måtte ikke blive kedeligt (så gider folk ikke læse det).

    Jeg skrev og Ole tegnede 82 store billeder af ege. Problemet var efterhånden alt blyantsfnulderet, der hobede sig op fra 800 godt brugte blyanter. Men det blev løst ved, at han sneg sig ned hos boghandleren nedenunder, og fordelte det i den uendeligt store udsalgskasse med Sven Hazel bøger.”

”Jeg er terroristegen. Jeg sender unge ege til Syrien og til Irak. De kalder mig Isisegen. Eller Mumbai-Arne. De kalder mig de mærkeligste ting for at vide, hvor de har mig. Men det er jo det fantastiske ved at være gal, at de ikke ved, hvor de har mig ........CITAT FRA BOGEN

Bogen Lejbach & Blendstrup EGE-EKSPEDITIONER er en smuk gedigen udgivelse på 220 sider. Trykt i formatet 32 x 24 cm og indbundet i helbind.

Udsalgsprisen er så lav som kr. 149.- takket være Nordea Fondens støtte til hele projekt EGE-EKSPEDITIONER.